Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Det første Brev til Tessalonikerne

Tessalonika, nu kaldet Saloniki, var i det Iste Aarhundrede e. Kr. den største og anseligste By i Makedonien. Den laa ved den nordlige Ende af Terma-Bugten (nu: Bugten ved Saloniki), der dannede en god Havn, samt ved den store Handelsvej, som tværs igjennem Makedonien forbandt Italien med Østerlandene, og denne Beliggenhed gjorde den til en meget betydelig og blomstrende Handelsstad, omtrent lige saa stor som Korint. Foruden den græske Befolkning i Byen boede der ogsaa mange indvandrede Romere og en stor Mængde Jøder, som her havde en Synagoge. Hvorledes Evangeliet blev bragt dertil, fortælles Ap. Gj. 17, 1-9. Pavlus kom nemlig til Tessalonika paa sin anden Missionsrejse, ledsaget af Silas (Siloanus) og Timoteos, efter at han havde maattet forlade Filippi (Aar 52 eller 53). Som sædvanligt vendte han sig først til Jøderne med Evangeliet, og skjønt hans Ophold i Byen næppe har varet mere end højst et Par Maaneder, fik han dog grundet en blomstrende Menighed, bestaaende af »nogle Jøder og en stor Mængde Grækere«, især saadanne som iforvejen havde været Proselyter. Herover bleve Jøderne harmfulde, og de fik vakt et Pøbelopløb imod Pavlus, samt anklagede ham for Byens Øvrighed for at prædike Oprør mod Kejseren. Som Følge heraf maatte han og hans Ledsagere forlade Byen; de droge derfra til Berøa, hvorfra Pavlus, efter at have grundlagt en Menighed ogsaa der, drog videre til Aten. Her var han opfyldt af mange ængstelige Tanker om, hvorledes det skulde gaa den unge Menighed i Tessalonika, og om at den ikke skulde holde Stand i de Farer, som den var udsat for. Det samme Fjendskab mod Evangeliet, som havde nødt Pavlus til at forlade Byen, varede nemlig ved efter hans Bortrejse, og Menigheden maatte udstaa meget af sine hedenske Landsmænd, som eggedes dertil af Jøderne (1 Tess. 2, 14. 15; 3, 3). Derhos søgte Modstanderne — utvivlsomt ogsaa Jøder — at sværte Paulus i Menighedens Øjne ved at fremstille ham som en Sværmer eller en egennyttig Bedrager, der havde ladet Menigheden i Stikken, da det kneb. Alt dette kunde ikke andet end bekymre Apostelen, og han havde to Gange bestemt sig til selv at rejse tilbage dertil, men han var bleven hindret i at udføre sit Forsæt (2, 18). Men da saa Timoteos, der var bleven tilbage i Berøa, kom til Pavlus i Aten, afsendte denne ham til Tessalonika for at tilse og styrke Menigheden (3, 1. 2). De Efterretninger, som Timoteos bragte ham om denne, da han igjen kom til ham i Korint (3, 6; Ap. Gj. 18, 5), vare i det hele meget glædelige. Han kunde melde, at de stode fast i Troen og Kjærligheden og trofast mindedes Pavlus og den Vejledning, de havde faaet af ham. Men tillige var der endnu sædelige Brøst hos dem, navnlig vare de endnu ikke fri for Smitte af den Ukyskhed og Havesyge, som var Hedenskabets Kræftskade, ligesom de ogsaa trængte til Oplysning og Formaning i andre Stykker.

Dette gav da Anledning til, at Apostelen skrev dette Brev, ventelig ikke længe efter Timoteos's Komme (altsaa i Korint ved Aaret 53), for at styrke dem i deres hidtidige Standhaftighed og hjælpe dem videre fremad. Brevet falder i to Hovedafsnit. Det første, Kap. 1--3, er af overvejende personligt Indhold. Efter en Tak til Gud for det kraftige Kristenliv, der rørte sig i Tessaloniker-Menigheden, minder han dem om sin egen uegennyttige og utrættelige Færd som Guds Tjener iblandt dem, og om den Længsel efter dem, som havde bragt ham til at sende Timoteos, hvis Efterretninger om dem havde fyldt ham med inderlig Glæde og Tak. Dernæst følger i Kap. 4 og 5 Formaninger til et kysk og helligt og hæderligt Levned, Oplysning om de hensovede troendes Opstandelse, samt om Tiden for Herrens Dag, med Formaning til Aarvaagenhed for at kunne bestaa paa denne Dag, samt forskjellige enkelte Formaninger.